Slangerupbanen bed
sin hale af lørdag nat

"Det var en lørdag aften . . . med sivsko på" sang et kor af unge, da nattoget sent lørdag aften slingrede piftende sin sædvanlige vej fra Lygten til Farum. Vagonerne var fulde, da vi startede, men efterhånden blev vi færre og færre. I Værløse gik de glade sangere ud - hvad er det for noget snak, at danskerne ikke kan synge? Der er vist sket en forandring på det punkt, alt det musikpædagogiske arbejde er ved at bære frugt - og da vi kom til Farum, hvor stationsforstander Lauritzen stod strunk i fuld uniform, steg kun en snes stykker om i motortoget, der skulle køre dem den sidste tur til Slangerup.

Stationsforstander E. Lauritzen, Farum.

Forrige lørdag havde der kun været tre med toget, og det syntes at være det normale. Af de mange som har protesteret mod nedlæggelsen af banestumpen fra Farum til Slangerup, er det vist kun et fåtal, som nogensinde har været ombord i det. Irrationelle følelser har dog også deres betydning. Et sted i skoven stod en enlig mand og vinkede. Vi kørte med en fart af 35 km, dog lidt sindigere ved de pas, hvor der af og til er sket ulykker. Sidste halve år dræbtes tre af toget.

Det så ud, som om vi jog lige ned i en stor sø, men det var bare tågen. "Før statsbanerne overtog os." sagde lokomotivfører Halberg, "kunne vi ofte ikke se signalerne for tåge. Køerne er slemme til at lægge sig op på skinnerne om natten, når der bliver for vådt i engene. Derhenne i svinget kørte jeg ind i ti kreaturer. Vi blev afsporet, og heroppe slingrer man meget mere end på et rigtigt lokomotiv, fordi vi står højere tilvejrs."

Sidste tog holder ved næsten alle trinbrætter. Hvert sted står der et par venner. Man trykker hinanden i hånden og siger noget spøgefuldt, som skal skjule rørelsen. Dieselvognen føres af E. Hansen. I 44 år har han kørt denne strækning, først som fyrbøder, og er ikke blevet træt af den. Han er 65 år og kunne godt trække sig tilbage, men vil ikke.

Lokomotivfører E. Hansen.

Han og de fem andre lokomotivførere går nu over til Farum-Lygten-ruten. Trods mørket, som skjuler landskabets skønhed, kan man nu godt se og mærke på Hansen, at det er sådan sin sag, at nu er dette her slut, det er sidste gang. Der er andre tog i verden, som jager af sted med svimmel fart gennem storbyer og bjerge, tog som ingen drømmer om at aflive, som aldrig er blevet gjort til grin, højtidelige, alvorstunge tog - hvad siger det, denne lille bane var hans, og også den var et stykke kultur, et bånd af skinnende jern gennem en af landets ældste bondeegne. Engang var Slangerup danerkongens lejr og recidens, nu føles det, som om den skal til at leve som landsby igen. Jernbanedrømmen er forbi. Ingen nok så flot forkromet rutebil kan erstatte et tog på skinner.

Lokomotivfører Halberg og stationsforstander
Heinrich Andersen, Slangerup.

For en lokomotivfører er det at køre med dieselelektrisk noget lignende so, for en gammeldags fregatkaptajn at sejle med damp. På det elektriske, dér kører man bare, eller man kører ikke, men damplokomotivet skal ganske anderledes styres, der er hele tiden dampen at tænke på.

Da vi ankommer til Slangerup, er det ikke sort nat længer. Et dusin mennesker med stationsforstander Andersen i midten står på perronen. Håndtryk, lidt kraftigere måske end man plejer. Og tak, man har kørt sammen i mange år, nikket til hinanden, et smil, et venligt ord. Nu er det forbi. Selv de unge er tyste.

Fotografen lyver. Så mange var der slet ikke til at tage afsked ved Slangerup. Passagererne er fotograferet på Vassingerød perron og kopieret ind på den tomme Slangerup station - så er der mere idé i billedet, som fotografen udtrykte det.

Opholdet på stationen bliver ikke langt, kun seks minutter. Hansen og Halberg springer atter op i lokomotivet, hurtigt. Denne gang er der kun togfolk ombord. Den allersidste rejse. Togstammen skal jo tilbage til Farum. Hansen lægger hånden på styreknappen og trykker til. Afrejsen er stilfærdig.

Månen er kommet op, himlen er svagt begyndt at lysne. Landet toner frem, man ser nu, hvor smukt det er, med skove, enge - bølget. Klokken er henad tre, men endnu møder toget gamle bekendte ved overskæringer og stier. Det er naturligvis et tab, at ingen mere får dette landskab at se fra et togvindue, men man kan ikke opretholde en bane uden passagerer.

Vi ruller ind i Farum med et sidste pift. Fuglene er begyndt at synge ovre i Sortmosen, en ny dag begynder. Halbergs unge søn, som har gjort turen med og hele tiden har stået i styrerummet og kikket med blanke øjne fremad på de løbende skinner, fortæller, at han vil være bilmekaniker - ikke lokomotivfører.

P. G.

Artiklen blev trykt i Socialdemokraten i forbindelse med nedlæggelsen af strækningen mellem Farum og Slangerup den 22. maj 1954. Den stammer - som så meget andet på dette website - fra Erik V. Pedersens samlinger.