Henrivende jernbane fylder 100 år

Af Hans-Henrik Landsvig, Gladsaxe Byarkiv

Artiklen blev bragt i Gladsaxe-Bladet den 8. april 2006.

"Danmarks henrivneste Bane" - sådan beskrev revyforfatteren Ludvig Brandstrup i 1942 det, man dengang kendte som "Slangerupbanen".
I dag kender vi den som line H på S-banen, og efter den heftige modernisering i 60'erne og 70'erne er der ikke meget tilbage til at minde os om, at banen fylder 100 år her den 19. april. Selv det oprindelige navn er gået i glemmebogen, efter at strækningen i 1954 blev kortet af fra Slangerup til Farum.

Men Slangerupbanen haft stor betydning for udviklingen i Gladsaxe Kommune, og de 100 år har været særdeles begivenhedsrige. Det ene øjeblik var man indstillet på at forlænge banen og på at gøre den til den mest moderne i landet - det næste øjeblik ville man nedlægge den.

At jernbanedriften kunne sætte sindene i kog, bevidnes af en lang række avisudklip med læserbreve, som er bevaret i Gladsaxe Byarkiv.

"Vi har tidligere efterlyst den eller de Mørkemænd, der har formaaet Banens Ledelse til at rykke Nattogets Afgangstid frem til før Midnat, men det har ikke været muligt at faa Ophavsmanden trukket frem i Dagslyset", lyder det således opbragt i 1946, hvor pendlertrafikken med passager til og fra København havde fået overtaget fra den godstrafik, som banen først og fremmest var blevet bygget til i starten af århundredet.

Ode til et fjols

Banens problem var i høj grad, at en hårdt tiltrængt modernisering var udeblevet. De nedslidte jernbanevogne, de hårde træsæder, de forsinkede tog og det ujævne spor fik mangen passager til at fare mere eller mindre berettiget i blækhuset, men i 1942 blev kritikken for meget for forfatteren Ludvig Brandstrup, som boede på Christianslyst tæt ved Stengården, og han skrev i Politiken en "Ode til et Fjols - der gjorde Nar ad Slangerupbanen".

"Ved du dit Drys, at jeg aldrig har kørt med en skønnere Bane?
ikke fordi der er Plys på de haardt fremskrumplende Sæder,
ikke fordi der er Kul i den sparsomt ophedede Kedel!
ikke fordi der er Lys i de mørklagte, øde Kupeer,
men (ja og men just!) fordi der er Hygge og Hvile og Tryghed!
Alle Folk kender hinanden og hilser saa pænt på hinanden!
taler saa pænt med hinanden!" skrev Brandstrup, som også havde et par ord til datidens billetrevisorer:

"Manden, der klipper Billetter og sælger dem midt under Turen,
hilser dig venligt med et Nik - ogsaa du er nu en af hans Venner!"

Succeshistorie

Slangerupbanen startede som en succeshistorie for det private initiativ. Erhvervsmænd med admiral Andreas du Plessis de Richelieu i spidsen fostrede en idé om at skaffe penge til baneanlægget ved at få pant i de prisstigninger, som banen ville medføre på ejendommene i oplandet. Der blev skrevet deklarationer, som kunne belånes i bankerne, og frem til 1932 indkasserede baneselskabet 30 pct. af den fortjeneste, grundejerne havde ved at udstykke deres marker og sælge dem som villagrunde.

De store grusgrave mellem Farum og Slangerup gav megen godstrafik til det hastigt voksende København, hvor byggeriet var i fuldt sving. Admiralen havde sågar planer om en forlængelse til Hundested, hvor der skulle bygges en stor trafikhavn med færger til Jylland og Norge.

Den smukke endestation på Nørrebro var tegnet af Heinrich Wenck, som også har tegnet hovedbanegårdene i både København og Århus.

Banen blev en af de få i Danmark, som gav et rimeligt udbytte til investorerne, men i 20'erne begyndte det at gå skævt. Godstrafikken ebbede ud, og i Gladsaxe måtte man erkende, at banen lå dårligt for befolkningscentre som Søborg, Mørkhøj, Gladsaxe og Buddinge. I Bagsværd, hvor stationen lå centralt, gik det derimod godt. Kort efter åbningen kom der store arbejdspladser som kostskolen og kuranstalten, og befolkningstallet steg fra 700 i 1906 til 1.700 i 1924.

I 1929 solgte de private investorer deres aktier til kommunerne, og Gladsaxe Sogneråd blev hovedaktioner. Billetpriserne blev sat ned, antallet af tog mere end fordoblet, og der kom en række nye holdepladser. Alene i Gladsaxe kom togene til at standse ved Kildebakke, Stengården og Skovbrynet, foruden ved de to oprindelige stationer i Buddinge og Bagsværd.

Men det kostede penge, og trods en tredobling af passagertallet gik det ned ad bakke med økonomien. I 1948 opgav kommunerne, og DSB overtog noget, der lignede et fallitbo.

62 års ventetid

Planerne om at gøre Slangerupbanen til det moderne elektriske transportmiddel, vi kender i dag, stammer helt tilbage fra 1915 - men passagerne måtte vente til 1977 på at få deres S-bane.

I de mellemliggende 62 år barslede adskillige kommissioner med store planer, som aldrig nåede længere end til arkivets hylder.

Et af problemerne var, at banens skabere ikke havde ført den ind til Københavns Hovedbanegård, men i stedet havde anbragt endestationen på hjørnet af Nørrebrogade og Lygten på Nørrebro.

Københavns stadsingeniør, Olaf Forchhammer - som i øvrigt boede i Bagsværd - kom i 1946 med en storstilet plan, som skulle sætte banen i forbindelse med et københavnsk net af tunnelbaner. Han ville også bygge en sidebane fra Vangede til Søborg Torv og videre til det nuværende Høje Gladsaxe. Sporene skulle have gået gennem villahaverne mellem Dickens Allé og Niels Finsens Allé…

I 1958 blev Gladsaxes borgmester, Erhard Jacobsen, så utålmodig, at han iværksatte en rationaliseringsundersøgelse af banen. I en detaljeret rapport argumenterede Gladsaxe Kommune for, at DSB skulle lave en hurtigsporvej på Hareskovbanen og forlænge skinnerne, så de indgik i det københavnske sporvejsnet. Så kunne en sporvogn fra Farum køre videre ad sporvejsskinnerne ind til Københavns centrum.

Hygge og tryghed

Mens planlæggerne arbejde, rullede togene ad den enkeltsporede strækning, og man ventede tålmodigt på stationerne på de modgående tog, så man selv kunne komme videre. Personalet var faste folk, og stemningen som i Ludvig Brandstrups tid med hygge og tryghed. Lys og varme var der også kommet, efter at DSB havde investeret millionbeløb i moderniseringer.

Det sidste dielsedrevne tog den 24. september 1977.

Gladsaxe Byarkiv markerer jubilæet med en udstilling på Hovedbiblioteket i april, og arkivet har udgivet et teksthæfte om banens historie med fokus på Gladsaxe Kommune.